FOA søger backend udvikler til digitalisering der gør en forskel
Vi søger en erfaren backend udvikler, som brænder for at udvikle løsninger, der er med til at gøre en forskel for FOAs brugere
Som udvikler i FOA IT får du en central rolle i udvikling og vedligeholdelse af vores IT-portefølje af både egenudviklede og tilkøbte systemer. Du kommer til at indgå i et team, der arbejder med dataudveksling, integrationer og webservices. Teamet arbejder tværgående og består af udviklere, forretningskonsulenter og arkitekter. Vi tilbyder en fleksibel arbejdsdag samt gode sociale og faglige forhold.
Din baggrund
Du har minimum to-tre års erfaring med udvikling af forretningslogik, integrationer og dataudveksling.
Du trives med at arbejde med komplekse problemstillinger og får hurtigt skabt dig et overblik over, hvordan tingene hænger sammen. Du motiveres af at udvikle løsninger i høj kvalitet og arbejder godt sammen med andre, men går også gerne forrest og er ikke bange for at tage teten, når der er behov for det.
Din IT-faglige uddannelse er en mellemlang eller lang videregående IT-uddannelse f.eks. datalog, ingeniør eller cand.it. Gennem dit arbejde og din uddannelse har du tilegnet dig viden om systemudvikling og en grundlæggende indsigt i softwaretest.
Vi lægger vægt på, at du er analytisk og arbejder struktureret og løsningsorienteret samt behersker dansk i skrift og tale. Du har en kreativ og idérig tilgang når forretningsbehov skal omsættes til innovative løsninger.
Stillingen
En af dine første opgaver bliver at deltage i et integrationsprojekt mellem vores advokatsystem og digitale postkasse. Derudover kommer du generelt til at indgå i arbejdet med at videreudvikle og vedligeholde vores egenudviklede digitale postkasse, som er et kernesystem i kommunikationen med vores medlemmer. Du vil også løbende blive del af forskellige projekter i organisationen.
Opgaverne løses i tæt samspil med forretningskonsulenter og interessenter, og du er som udvikler med hele vejen fra udvikling af en løsning til efterfølgende vedligeholdelse.
Du kommer primært til at arbejde med følgende teknologier:
- C# og .NET-platformen
- Visual Studio og Visual Studio Code
- Microsoft SQL Server og Ingres database
- Git og Azure DevOps
Derudover vil dit arbejde typisk omfatte:
- Implementering af forretningslogik, datahåndtering og integrationsflows i eksisterende og nye løsninger
- Systemintegration via API’er (SOAP og REST)
- Datamodellering og arbejde med relationsdatabaser
- Softwaretest og automatisering
Vi anvender Jira og Confluence til opgavestyring og dokumentation. Vi er også så småt gået i gang med at anvende Github Copilot i udviklingsarbejdet.
Vi forventer, at du har godt kendskab til .NET platformen og ellers er skarp på flere af de nævnte teknologier og har evnen og lysten til at lære dem at kende, hvor du har mindre kendskab.
Vi tilbyder
Som udvikler i FOA IT vil du blive en del af en ambitiøs afdeling med højt til loftet, stor faglighed og plads til kollegialt, socialt samvær. Afdelingen står for udvikling, servicering og vedligeholdelse af IT til forbundshuset, vores 31 lokale fagforeninger og A-kassen. Vi er ca. 75 medarbejdere fordelt på udviklere, forretningskonsulenter, arkitekter, projektledere, driftsteknikere, supportere og ledere.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende intern overenskomst med mulighed for tillæg for relevante kvalifikationer. Der er tilknyttet pensionsordning på 15 % og et ferietillæg på 3 %. Endvidere er der et fritvalgstillæg på 4 %. Vi optjener syv ugers ferie efter et års ansættelse, har massageordning/fysioterapi, motionskælder samt forskellige personaleforeninger.
Derudover er der gode muligheder for løbende efteruddannelse.
Du kan høre mere om jobbet hos Mette Damm Sørensen (Sektionsleder – IT Udvikling) 53 53 67 96. Vi ser frem til at modtage din ansøgning, som du sender via FOAs elektroniske rekrutteringssystem senest den 3. juni 2025. Vi forventer at holde 1. runde ansættelsessamtaler i uge 24, og 2. runde samtaler i uge 25 2025.
FOA er Danmarks tredjestørste fagforbund - med ca. 166.000 medlemmer fordelt på 31 afdelinger. Størstedelen er ansat i kommuner og regioner, men vi organiserer også privatansatte
FOAs medlemmer leverer offentlig service blandt andet ved at:
* arbejde med børn og unge
* pleje patienter på hospitaler og plejehjem
* slukke brande
* yde hjælp og service til ældre og handicappede
* køre busser
* gøre rent og lave mad på sygehuse, skoler, kaserner
* vedligeholde bygninger